Lesbisk? Nej, ikke mig!!

Tænk sig engang, så gik jeg her og troede at jeg skulle have en klassisk familiesammensætning med mor, far og børn, der blev jeg snydt 😉

Drengenes far og jeg har kendt hinanden i 11 år, jeg mødte ham da jeg var blot 15 år, ung og uskyldig… (eller noget)

Vi har igennem årene haft et lidt turbulent forhold, i den forstand at vi er gået fra hinanden og fundet sammen igen et par gange, men har igennem det hele faktisk været rigtig gode venner. I efteråret 2013 gik det egentlig godt og vi havde fået barn nummer to og han var lige fyldt 1 år, drengenes far var blevet steriliseret og nu skulle vi leve lykkeligt som familie til vores dages ende! Det skete ikke, jeg gik og fik det dårligt, var trist og ked af det, til trods for at vores forhold egentlig gik godt, jeg fandt ud af at ham og jeg var vokset fra hinanden, vi ville SÅ vidt forskellige ting i livet, jeg følte jeg ville noget med mit liv og følte ikke at han havde så mange mål i sit liv, nu var han jo far til to børn og havde en dejlig kæreste (hvis jeg selv skal sige det) 🙂

Jeg endte med at gå fra ham jeg egentlig troede jeg elskede, ham jeg troede jeg skulle leve resten af mit liv med og ham der er far til begge mine drenge!!

For første gang i de år vi havde haft sammen, var det mig der tog beslutningen om at vore veje skulle skilles og jeg var glad. Det var hårdt og bestemt ikke nemt på nogen punkter, men jeg var lykkelig og tilfreds og slet ikke i tvivl om at det var den helt rigtige beslutning for mig og for vores børn. Heldigvis!

Jeg gik på daværende tidspunkt på HF i en skøn klasse, i den klasse var der en kvinde der hed Sandie. Sandie var en pige med ben i næsen, hun vidste hvad hun ville, var altid klar med gode råd, sjov og være sammen med og SUPER god med sine ord!!! Derfor følte jeg mig hurtigt tæt på Sandie (hun kunne ikke fordrage mig i starten, men det kan hun selv fortælle om), jeg betroede mig hurtigt til hende som veninde, da jeg synes at vi mindede om hinanden på mange punkter og så var vi alligevel så forskellige.

Efter jeg gik fra ungernes far, følte jeg mig lidt alene (selvforskyldt, det ved jeg), men jeg var så heldig at have 2-3 veninder fra min klasse der kom og besøgte mig om aftenen og endda nogle gange sov hos mig og afleverede unger sammen med mig om morgenen, inden vi så tog i skole sammen. Dét var guld værd!

Én af de veninder var selvfølgelig Sandie <3 En dag inviterede jeg hende hjem til mig alene, da jeg var blevet brændt af, af en kammerat, så jeg havde mad i overskud og Sandie boede tæt på. Hun kom, spiste med mig, vi snakkede og hun blev for at sove hos mig 🙂

Derefter var det pludselig ikke så skræmmende at være alene sammen med Sandie, vi flirtede og havde det sjovt, på samme måde som var det en fyr jeg var ved at forelske mig i. MEN, jeg havde aldrig troet at jeg kunne falde for en kvinde, altså, jeg har altid været meget tæt på mine nærmeste veninder og har for den sags skyld altid også bakket op om homoseksuelle, da jeg mener det er menneskers eget valg… Men nu stod jeg jo selv i den situation at det var en kvinde der gav mig sommerfugle i maven, en kvinde der kyssede “åh så godt”, en kvinde der gjorde mig helt teenage-agtig <3 Jeg var faldet for personen, helt uden at tænke over at det var en kvinde istedet for en mand.

Jeg måtte erkende at jeg var forelsket, dybt, inderligt og smaskforelsket i denne her kvinde!!

Vi snakkede meget om det at gå ind i et forhold med hinanden, vi blev fra start enige om at, hvis vi skulle være kærester, så skulle det være et forhold, på lige plan med alle andre forhold! Vores venner og familier skulle vide det og vi ville ikke lægge skjul på vores kærlighed til hinanden. Heldigvis har vi begge to nogle meget åbne og forstående venner og familie og konklusionen var: “Så længe i er lykkelige er vi glade”.

Det var dejligt, men på nogle punkter var det, mentalt, faktisk rigtig hårdt for mig at erkende at jeg ikke længere fik min “far, mor og børn” drøm opfyldt, til gengæld får jeg en “mor, mor og børn” familie, som jeg er lykkelig for nu. Mange af mine venner og min familie havde respekt for mit/vores valg, men undrede sig dog over, hvordan jeg fandt ud af at jeg var til kvinder/lesbisk?? Egentlig er jeg jo biseksuel, kigger faktisk kun efter mænd når vi er i byen og jeg skal have noget “eye-candy” 😛 Må dog indrømme at i og med at jeg bor med kvinden i mit liv, så er jeg jo rimelig åbentlyst lesbisk 😉 Jeg plejer dog at forklare det med ordene: “Jeg er ikke til kvinder, jeg er kun til Sandie”, det lyder dumt, men det er lidt sådan at jeg føler det. Var det ikke lige præcis Sandie, MIN Sandie, så var jeg sammen med en mand, eller skulle det hypotetisk ske at Sandie og jeg gik fra hinanden, så ved jeg, 100%, at jeg ville finde sammen med en mand igen. (Det er da kærlighed er det ikke? ;))

Den dag i dag, bor vi sammen, med mine (vores) to drenge, vi har en hverdag sammen, en drøm om at få børn sammen og blive gift, købe hus engang, få en masse oplevelser og blive gamle sammen :-*

OG jeg er så heldig at jeg har fundet en fantastisk kæreste, jeg får stadig sommerfugle i maven, ved tanken om at hun snart kommer hjem fra arbejde eller når jeg skal overraske hende med små ting. Jeg har en kæreste der, uden at lyve, ikke bare er en kæreste, hun er min bedste ven, jeg kan fortælle hende alt og jeg er sikker på at hun er min soulmate!

Samtidig med det er jeg så heldig at jeg/vi også har et super godt forhold til drengenes far, han og jeg har aldrig været bedre venner end vi er nu, vi snakker sammen om ungerne, vi prøver at hjælpe hinanden og jeg elsker at vi kan enes, at ungerne kan se at mor og far er gode venner, på trods af at de ikke er kærester og at drengene også kan se at mor, bonusmor og far kan give hinanden knus når vi ses og kan drikke en kop kaffe sammen.

Nu har i fået min del af historien om, hvordan Sandie og jeg fandt sammen og min historie om at finde sammen med en kvinde <3 (den bedste kvinde).

 

Kram Malou